Hvordan tjekker vi ind? Inspiration til at åbne møder med mening
Møder, workshops og andre læringssituationer starter ofte med, at vi ønsker, at deltagerne ”tjekker ind”. Vi tjekker ind for at komme til stede i rummet, skabe relationer med og mellem deltagerne. Men vi tjekker også ind for at skabe en relation til, hvorfor vi er her, og hvad vi forventer at få med os fra dagens møde.
Ofte er faciliteringen af tjek-ind udfordret af en række variabler, blandt andet: Hvor godt kender vi gruppen? Hvad er der sket siden sidst? Hvor er energien og tempoet i gruppen? Hvor meget eller hvor lidt styring kalder de på? Balancen mellem det styrende og rammesatte tjek-ind og det åbne og udefinerede tjek-ind er en af de knapper, vi kan blive inspireret til at teste af og skrue lidt på.
Vi oplever styring og behov for rammer meget forskelligt. Min erfaring er, at alle kan øve sig i at stille tjek-ind-spørgsmål, der hverken kræver et bestemt svar, men heller ikke er så åbne, at tjek-ind ender som en historie, der tager taletiden fra gruppen.
På to online sessioner har en gruppe supervisorer arbejdet med at bruge LYNPraksis til at skabe fælles inspiration til måder at tjekke ind på. Gennem en kort proces opstod der blik for nye muligheder med tjek-ind, men også bevidsthed om egne præferencer i at åbne rummet.
Formen på de online sessioner var enkel:
- Bland dine idekort fra LYNPraksis.
- Placer timeglasset foran dig.
- Træk et idekort – lad os sige, du trak ”Frihed”.
- Forhold dig til: Hvordan kan frihed have noget med tjek-ind at gøre?
- Når tiden er gået, skifter turen, og næste deltager trækker et idekort.
- Noter undervejs, hvad der fanger din opmærksomhed, eller hvad du særligt gerne vil huske.
Efter tre runder var vi forbi håb, bevægelse, regler, traditioner, lighed, relationer og mange flere, som jeg ikke husker. Efter lidt tænketid og ro var det tid til at bearbejde de ideer, der var skabt.
Her deler jeg nogle af dem:
- Tjek ind på ord: Undersøg frem for at bevæge os videre – måske er der mere at hente.
- Undersøg rummet: Skab bevægelse rundt i rummet, mens der tjekkes ind.
- Brug naturen til at skabe forbindelse i tjek-ind.
- Tjek ind på håb: Skab håb og forventninger om, at dette møde vil gøre en forskel.
- Brug genstande, ting eller kort til inspiration – noget fælles tredje.
- Lav et nybrud: Måske noget mere legende.
- Brug idekort til tjek-ind.
Hvordan vi vælger at tjekke ind, afhænger af, hvem vi er, hvem gruppen er, hvad dagens emne er, og en række andre variabler. Vigtigst er, at vi tjekker ind og skaber relation, før vi springer på indhold, dagsorden og beslutninger. Idekortene fra LYNPraksis tilbyder – som vi oplevede på de to sessioner – en umiddelbar, let og legende åbning af rummet. Kortene hjælper med at bryde mønstre i en gruppe og sætte gang i nye fortællinger. De giver en frihed til, at der sker noget nyt, og kultiverer lysten til at bidrage og åbne op, så alle føler sig inviteret til at deltage.
Spørgsmål til samarbejde:
Hvordan bruger du selv tjek-ind i dine møder eller workshops? Er der nogle af ideerne her, du kunne tænke dig at afprøve?


Seneste kommentarer